Åbent hus - altid et besøg værd
Elevguider står parate ved indgangene til at tage imod de besøgende på skolens Åbent-hus-dag den 28. januar. De kan byde på en guided-tour igennem værksteder og teorilokaler og på en snak med elever, lærere og vejledere.
Gode guider
På Hasselager Allé 2 viste Frank Jørgensen og Sebastian Botterll - begge struktørelever på grundforløbet - rundt. Her er man som gæst i gode hænder og får en spændende og lærerig tur med besøg hos blandt andet elektrikerne, datakommunikation og også hos struktørerne selv, hvor der blev arbejdet med både forskalling og rørlægning.
Tilbage ved udgangspunktet fortæller uddannelses- og erhvervsvejleder Lene Krogstrup, at der har været pænt besøgt både af produktionsskoler, elever der enten selv er kommet eller sammen med deres forældre, og voksne som også er på udkig efter en uddannelse.
Piger i værkstedet
For Sabrine Steiner Pedersen og Natacha Snorregaard, begge 15 år og fra 9. klasse, gik uddannelsesinteressen i en helt anden retning. De er kommet til Åbent hus for at høre mere om mekanikeruddannelsen, og er begge med på at begynde efter sommerferien.
- Vi har snakket med en lærer, som synes, at vi skulle overveje at tage 10. klasse, inden vi begynder. Der er en del matematik og fysik i uddannelsen, og han mente, vi vil være bedre rustet til at klare uddannelsen, hvis vi har helt styr på de to fag, siger Sabrine.
Hendes far har et autoværksted, så lugten af motorolie er ikke fremmed, og ingen af pigerne synes, at det vil være et problem at komme ind i denne mandeverden.
- Vi er ikke bange for værkstedshumoren. Det kan da godt være, at tonen kan være lidt grov her, men vi skal nok give igen, griner Natacha, mens hun interesseret vurderer de forskellige biler, som er linet op i autohallen. Begge piger har i flere år interesseret sig for biler, så den uddannelsesvej ligger lige for.
Smag på det hele
Mekanikeruddannelsen handler også om service, men en lidt andel vinkel på servicebegrebet finder man på Dollerupvej, hvor levnedsmiddeluddannelserne og frisørerne holder til. Her bliver man mødt af de flotteste bordpyntninger og en lækker restaurant, som tilbyder tre varme smagsprøver til 10 kroner - til den pris er der naturligvis også kartoffelmos til. På alle etager i bygningen kan man se, dufte og smage et varieret udbud af både danske og internationale specialiteter.
Efter at have spist sig en mindre pukkel til kommer man frem til landets største frisørsalon. Her vasker, klipper, farver og en helt masse mere et sted mellem 70 -80 frisørelever. Det er et imponerende skue. Intensiteten er høj, farverne forbløffende og resultaterne både imponerende og nogle også ret særprægede.
Dagens rundtur slutter i Halmstadgade med et kig ind hos teaterteknikere, murere, tømre, mediegrafikere, industriteknikere, teknisk designere, vvs'ere og ejendomsserviceteknikere. Et broget bånd af uddannelser, men alle med det til fælles, at de har stor lyst og engagement til at fortælle og vise deres uddannelse og kunnen frem for de besøgende.
Kl. 18.00 kan elever, vejledere og lærere rydde op efter en lang dag på jobbet og en flot indsats. Forhåbentligt fik gæsterne det, de kom efter: Et godt indblik i skolens mange uddannelsestilbud og et spændende undervisningsmiljø.
Claus Karner/






