En skole med sjæl og traditioner

Design og teknologi
Lykke på 18 år går i 2. HTX på Teknisk Gymnasium Christiansbjerg. Hun har valgt Designlinien beklædning og den teknologiske studieretningslinie: Teknologi A, Design B og Erhvervsøkonomi C. Om valget af HTX frem for det almene gymnasium siger Lykke: - De havde den studieretning, som jeg følte, lige var noget for mig. Og det der med, at man arbejder meget på tværs og meget projektorienteret. Det, synes jeg, er fedt.

http://www.ats.dk/Images/Img_188/Lykke 2.JPG

Gode lærere og tværfaglige projekter
Som det bedste ved HTX nævner Lykke uden tøven: - Studiemiljøet, det at arbejde på tværs af fagene og projektorienteret. Jeg synes, vi har nogen gode og dygtige lærere, og jeg synes, der er et godt studiemiljø her på skolen, også fordi det er en ældre skole, så der er sjæl i skolen. Hvis det er en ny skole, er der ikke så mange traditioner, og det er der herude. Vi har f.eks. fredagscafé, skolefester og idrætsdag. Der er en speciel stemning.

- Lærerne ved, hvad de snakker om, og de er kvalificerede til deres job. Vi har meget projektarbejde, og jeg synes, det gør en mere motiveret, fordi fagene arbejder meget på tværs, så man har det samme emne i forskellige fag og ser på det fra forskellige vinkler. Det, synes jeg, er rigtig fedt. Så kommer man rundt om hele emnet, fortæller Lykke.

Idéudvikling og værktøjskasse
I teknologifaget Design har Lykke lavet forskellige projekter og prøvet kræfter med hele processen fra idé til færdigt produkt. - Lige nu er vi ved at lave en mappe, en fysisk portefølje, hvor vi kan lægge vores tegninger og stofprøver ind i. Vi skal designe den og vise, hvem vi er, så det, synes jeg, er spændende.

Vi har også lavet en stol, og det er meget idéudviklingen og hele processen, jeg synes, der gør faget spændende. Og det at man får nogen redskaber, siger Lykke, som bl.a. også har designet et løbebælte med plads til dankort og mobiltelefon.

- Man kommer ind og ser lidt forskelligt i værkstederne, så man måske finder ud af, at man har evner inden for andre ting end bare det med tøj, lyder det fra Lykke, som gerne vil læse videre på TEKO center i Herning. - Vi har også en lærer fra TEKO her, der underviser i Design og beklædning, og hun ser det jo også lidt udefra, så det er med til, at det er på et højt niveau her på HTX, tilføjer Lykke.

Bonjour Paris
Studiemiljøet på HTX byder også på ekskursioner og studieture. I løbet af 2. HTX går turen til udlandet. - Vi skal på studietur til Paris. De to andre parallelklasser skal til Rom. Jeg tror det bliver virkelig fedt. Vi havde valget mellem fly og bus og valgte så bus, for det er mere socialt. Så det glæder jeg mig rigtigt meget til. Vi skal blandt andet ind at se et stadion for at se arkitektur, besøge et gammelt slot og så skal vi rundt i byen. Nogle af tingene har vi selv været med til at planlægge, fortæller Lykke.

Ny (selv)indsigt
HTX har været det helt rigtige valg for Lykke, som er blevet klogere på en masse ting - ikke mindst sig selv. - Jeg er blevet mere afklaret med mig selv om, hvad det er, jeg har lyst til og også fundet ud af nogen positive sider ved mig selv og nogen negative, og fundet ud af, hvordan jeg er god til at arbejde.

Jeg er ikke specielt god til matematik og fysik, og jeg var ikke klar over, at det var på et så højt niveau i forhold til det almene gymnasium. Der er rigtigt mange naturvidenskabelige fag her, for det er dét, det bygger på. Men jeg synes ikke, det har været negativt. Jeg har fundet ud af, at jeg egentlig er interesseret i det og bare skal arbejde lidt mere med det. Også fordi vi laver nogen projekter, så der er en mening med det, vi lærer. At man kan bygge det videre. Det synes jeg, har været spændende. Også fordi jeg gerne vil læse videre på TEKO, så design og teknologi har været den rigtige studieretning for mig, konkluderer Lykke.

Redigeret d. 02-07-2007
print-værktøjs-ikonskrift-værktøjs-ikonspeak-værktøjs-ikoninfo-værktøjs-ikonkontakt-værktøjs-ikon