Studiemiljøet får topkarakter
Lea og Henrik går på Teknisk Gymnasium Viby. Begge har valgt den naturvidenskabelige studieretning med fagene Matematik A, Biologi B og Statistik C. Her fortæller de om det særlige ved studiemiljøet, fagene og undervisningen på HTX.
Fællesskab, tværfaglighed og nye udfordringer
Dét er det bedste ved at gå på HTX. I hvert fald hvis man spørger Lea og Henrik. Studiemiljøet får topkarakter af de to elever, som er glade for både det sociale og det faglige miljø på HTX i Viby. Begge fremhæver fællesskabet. - Man kan arbejde sammen med langt de fleste, og man kan snakke sammen på tværs af årgangene, lyder det. Også projektarbejdsformen er en vigtig del af det gode studiemiljø, og noget af det bedste ved HTX er i Leas øjne 'at der er noget praktisk arbejde og gruppearbejde og i det hele taget den nye slags fag, man har og den nye måde at arbejde på.'
Man kan tænke lidt mere frit
Gruppearbejde er en vigtig del af undervisningsformen på HTX. - Der er en hel del gruppearbejde. Jeg synes, det er godt, siger Lea, og Henrik er enig: - Gruppearbejdet er lidt ligesom i folkeskolen, men det, som så gør HTX her bedre, er, at vi har Studietorvet. Det er en mulighed, vi ikke havde i folkeskolen. Der skulle vi klemme en masse grupper ind i en lille klasse, men her har vi mulighed for at sprede os ud og samtidigt sidde ude på Studietorvet, så man kan følge med i andre ting, der sker. Det giver et dejligt miljø. Lea er enig: - Man kan ligesom tænke lidt mere frit.
Tværfaglige studieforløb
Lea fremhæver også de tværfaglige forløb som en god undervisningsform: - Vi har et eller to studieområde-forløb i løbet af året, hvor to eller tre fag går sammen om et emne, og så laver man nogen forskellige ting. Det, synes jeg, er en god måde at sætte det sammen på, for man lærer at bruge fagene på en ny måde end bare almindelig undervisning.
Lærerne er med til at præge det faglige og sociale studiemiljø. - Mit yndlingsfag på 1. HTX var Kommunikation It. Det havde også lidt med vores lærer at gøre. Han lavede altid sjov med os. Han forstod virkelig at lave et godt miljø, husker Henrik. - Ja, han var altid i højt humør, supplerer Lea.
Håndvægte og fiberbrød
Henrik og Lea er begge meget begejstrede for faget teknologi: - Det mest spændende fag, synes jeg, er teknologi, for det er så anderledes end folkeskolen. Man kommer ud og skal lave nogen ting i træ og metal og proces, siger Henrik. En af hans første projekter var Fysisk aktivitet og kroppen, hvor han i metalværkstedet fremstillede en håndvægt i aluminium og støbejern. Lea havde procesværksted i samme periode. - Der lavede jeg nogen fiberholdige brød. Det var meget sjovt og spændende, siger hun.
Teknologi - ja tak!
Teknologifaget og de praktiske projekter er efter de to HTX'eres mening den største forandring i forhold til folkeskolen - og netop grunden til at de valgte HTX. - Jeg var ret sikker på, at jeg ville blive skoletræt, hvis jeg valgte et gymnasium, som jo er meget teori. Der er mere praktisk at lave her på HTX, for der kommer man også i laboratorier og værksteder. Det var grundlæggende derfor, jeg valgte HTX. Et valg Lea indtil videre ikke har fortrudt. Hun har allerede nu en idé om, at hun kunne tænke sig at læse videre til civilingeniør. Henrik ved endnu ikke, hvad han vil læse bagefter. Der er også god tid, og forude venter næsten to år med spændende udfordringer, fag og projekter. Foreløbig glæder de sig til studieturen til Budapest.
