AARHUS
TECH

Respekt og fællesskab

AARHUS TECH ønsker en skole med et positivt og inkluderende fællesskab. Det betyder, at vi respekterer hinanden og vores forskelligheder. Alle skal kunne udfolde sig i trygge rammer. På den måde får du og dine klassekammerater mest muligt ud af undervisningen.

På skolen taler alle venligt og respektfuldt til hinanden. Det gælder både elever og ansatte i og udenfor undervisningen.

Ophængning af materiale, der af nogen kan opfattes udskammende, krænkende eller stødende er ikke tilladt på skolens område. Alle opslag skal være lovlige (copyright m.v.) og være med en tydelig afsender fra en person, forening eller organisation. Hvis opslag ikke lever op til dette, vil de blive fjernet.

Hvis du bruger hovedbeklædning, skal dit ansigt være fuldt synligt. Når vi kan se hinanden, får vi den bedste kommunikation.

Ligestilling gælder alle

På AARHUS TECH har alle uanset køn, etnicitet, seksuel orientering og kulturel baggrund samme ret til uddannelse, personlig frihed og respekt. Vi tolererer ikke mobning.

Vi respekterer princippet om religiøs frihed i enhver henseende, men anser religions-udøvelse for en personlig og privat sag. 

Adfærd og tryghed på sociale medier

Vi accepterer ikke mobning på sociale medier eller andre online-fora. Også her skal du vise respekt for andre.
Du må ikke dele fotos eller video uden samtykke eller bruge andres profil på fx Facebook. Men dine faglige præstationer i værkstedet er altid en god historie til Instagram eller Snapchat.

Om mobiltelefoner og computere

Du må gerne bruge din mobiltelefon som redskab i undervisningen, når du aftaler det med din lærer. Men hvis du skal bruge mobil, pc eller tablet privat, foregår det i dine pauser.

Når du møder til undervisningen, forventer vi, at dit digitale udstyr er fuldt ladet op.