AARHUS
TECH

Frisør

Ansøgningsfrist 22. november 2024 - skolestart: 13. januar 2025

Hvad kommer jeg til at arbejde med?

Frisører er på forkant med mode og styles indenfor hår og kan klippe og sætte frisurer i alle hårtyper.
For mange kunder er det ren forkælelse at gå til frisør, og derfor indgår manicure og ansigts- og hovedbundsmassage også ofte i jobbet.

 

Hvad lærer jeg? 

Udover grundlæggende klippeteknikker lærer du at vaske, farve og behandle hår, rette bryn og lægge makeup. Manicure er også en del af frisørens opgaver.
I uddannelsen prøver du kræfter med mere avancerede frisurer som fx brudehår og desuden barbering. Kundepsykologi og kommunikation er vigtige kompetencer for en frisør, og det lærer du også her.

Du får kompetencer til at opnå niveau B i Developing Guidelines for The European Hairdressing Social Dialogue Programme, som svarer til den europæiske standard for grundlæggende færdigheder i frisørfaget.

 

Hvor kan jeg arbejde som frisør?

Det mest almindelige er at arbejde i salon, men frisører kan også køre ud til kunder på arbejdspladser, sygehuse og plejehjem. Der er også mulighed for at blive selvstændig.

 

Hvad kan jeg forvente at tjene som nyuddannet frisør?

Børne- og Undervisningsministeriet udregner løbende den startløn, nyuddannede kan forvente at tjene i omegnen af. Se den her.

Den startløn, som ministeriet oplyser, er baseret på de seneste oplysninger fra Danmarks Statistik. Den er et gennemsnit af de seneste tre års indberetninger om, hvad nyuddannede frisører tjener, når de lige er kommet i arbejde. Fordi der er tale om et beregnet gennemsnit, kan den egentlige startløn godt være en anelse højere eller lavere, end det ministeriet oplyser.

 

Vælg frisøruddannelsen, hvis du har…

  • lyst til at rådgive kunder om stil, farve og evt. makeup
  • kreativ sans og præcision
  • forståelse for andre mennesker

Særlige regler om optagelse på uddannelsen

Uddannelsen har et begrænset antal pladser, da den er dimensioneret med kvote. Det betyder, at antallet af pladser for elever uden uddannelsesaftale varierer fra år til år.

Du kan få adgang til uddannelsens grundforløb 2 på to måder:

1. Hvis du har en læreplads

Hvis du har fået en læreplads hos en godkendt oplæringsvirksomhed, er du sikret en plads på uddannelsens grundforløb 2. Din aftale med virksomheden skal være underskrevet, før den gælder.

lærepladsen.dk finder du alle godkendte oplæringsvirksomheder. Du kan også sende ansøgninger til virksomheder, der ønsker lærlinge, via denne hjemmeside.

Hvis du har brug for hjælp til at lave en uddannelsesaftale, skal du kontakte din kontaktlærer eller en vejleder. Hvis det er virksomheden, der har brug for hjælp til at lave en uddannelsesaftale, hjælper uddannelseskonsulenterne gerne.

2. Hvis du ikke har en læreplads

Hvis du ikke har en læreplads, skal du ansøge om en kvoteplads.

YouTube er deaktiveret.

2:05 minutter

Lokation

Dollerupvej 4
8000 Aarhus

Bor du langt væk?
plads på skolehjemmet

Varighed

4 år og 6 mdr. 
(inkl. grundforløb 1 og 2)

Økonomi

Har du en læreplads allerede på grundforløbet, får du løn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn både i oplæring og på skoleopholdene.

Er du i skoleoplæring, vil du også få løn, dog på en lavere sats.

Har du ikke en læreplads, kan du på grundforløbene få SU, hvis du er over 18 år. Se mere på su.dk

Videreuddannelse

Gennem Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund og Serviceerhvervenes Efteruddannelsesudvalg har du har flere muligheder for at dygtiggøre dig yderligere.

Se alle dine muligheder på ug.dk/adgangskortet.

Overgangskrav til hovedforløb - EUD

EUD-elever skal have bestået

  • dansk E, design E, afsætning F
  • certifikatet i kemisk arbejdsmiljø for frisører
  • grundforløbsprøven

Læreplads

Du er selv ansvarlig for at finde din læreplads, men skolens vejledere og virksomhedskonsulenter hjælper dig gerne med gode råd. Læs mere om oplæring.

Oplæring i udlandet

Oplæring i udlandet
Et ophold i udlandet giver dig en oplevelse for livet: Du lærer sprog, møder nye mennesker og oplever en anden kultur. Kort sagt får du spændende udfordringer både på det personlige og på det faglige plan.

 

Optag på kvoteuddannelsen

Du kan godt komme ind på en kvoteuddannelse, selvom du ikke har en læreplads.

Du skal ansøge om en af uddannelsens pladser på optagelse.dk senest den 22. november 2024. Du skal også sende en motiverede ansøgning til optagelse@aarhustech.dk senest den 25. november 2024. I mailens emnefelt skriver du: Motiveret ansøgning – Frisør

Med baggrund i ansøgningen udvælger vi et antal elever til samtale. Samtalerne vil finde sted den 3. og 4. december 2024.

Hvis du ikke lever op til adgangskravene, vil du skulle til en optagelsesprøve den 5. december 2024.

Er du over 25 år, vil du også blive indkaldt til en realkompetencevurdering. Læs mere om optagelse for ansøgere over 25 år.

Alle ansøgere får besked om optagelse eller afslag i Digital Post senest den 13. december 2024.

Hjælp til at skrive en motiveret ansøgning

Du skal motivere din ansøgning og vedlægge dit grundskolebevis, din uddannelsesplan fra folkeskolen samt andre relevante bilag, som du ønsker, vi skal tage med, når vi udvælger elever til kvotepladserne.

Tildeling af kvotepladserne sker ud fra en vurdering af hvem, vi skønner, der er bedst egnet til frisørfaget:

  • Det er en fordel for dig, hvis du tidligere har vist interesse for frisørfaget fx ved at have været på brobygning og i praktik i en salon.
  • Det er en fordel for dig, hvis du har et godt helbred. Frisørfaget kan være hårdt for ryg og ben, da du står meget op.
  • Det er en fordel for dig, hvis din hud ikke er sart, da du under arbejdet kommer i berøring med meget vand og kemiske væsker.

Hvis du er i tvivl om, hvad din ansøgning skal indeholde, skal du kontakte din kontaktlærer eller en vejleder.