AARHUS
TECH

VVS - energi­uddannelsen

 

Næste skolestart: 17. januar 2022

                      

Hvad kommer jeg til at arbejde med?

Med en VVS-uddannelse kan du gå mange veje - det er selvfølgelig dig, der sætter retningen. Uanset om du vil specialiseres inden for energi, som blikkenslager eller installationstekniker, skal du have forståelse for kundens behov og udfordringer og sørge for sikkerheden af dit arbejde er i top.

Med speciale i energi arbejder du med alle typer anlæg til opvarmning. Det kan være oliefyr, gasfyr, fjernvarme, solvarme, biogas eller halmfyr. Du måler belastningen af miljøet og regulerer forbrændingen.

Hvis du er blikkenslager, inddækker du byens tage med kobber eller zink. Det er også dig, som monterer tagrender og nedløbsrør.

Installationsteknikeren sikrer vand og afløb i køkkener, wc og bad og desuden varme i radiatorerne. Du kan også installere avancerede teknologiske løsninger til blandt andre handicappede og ældre.

 

Hvad lærer jeg? 

VVS-uddannelsen er bred og giver mulighed for at specialisere dig inden for forskellige områder.

Du får en grundlæggende viden indenfor de mange specialer, VVS’eren arbejder med. Og du lærer at udvikle tekniske og håndværksmæssige løsninger, når du arbejder med varme, facadeinddækning, ventilation eller sanitet.

Kendskab til materialer, energioptimering, kundeservice, rådgivning og teknisk projektstyring er en vigtig del af uddannelsen.

 

Hvor kan jeg arbejde som VVS'er?

Du kan få job i VVS-firmaer, i industrien, på en byggeplads og hos energiselskaber inden for blandt andet olie, gas og jordvarme. Det er også muligt at blive selvstændig.

 

Hvad kan jeg forvente at tjene som nyuddannet fra VVS-energiuddannelsen?

Børne- og Undervisningsministeriet udregner løbende den startløn, nyuddannede kan forvente at tjene i omegnen af. Se den her.

Den startløn, som ministeriet oplyser, er baseret på de seneste oplysninger fra Danmarks Statistik. Den er et gennemsnit af de seneste tre års indberetninger om, hvad nyuddannede fra VVS-energiuddannelsen tjener, når de lige er kommet i arbejde. Fordi der er tale om et beregnet gennemsnit, kan den egentlige startløn godt være en anelse højere eller lavere, end det ministeriet oplyser.

 

Vælg VVS-energiuddannelsen, hvis du har…

  • lyst til at arbejde med håndværk og teknologi
  • nemt ved matematik og logisk sans
  • mod på varierende opgaver i usædvanlige stillinger
  • interesse for miljø og energirigtige løsninger
  • lyst til at arbejde både inde og ude – også højt til vejrs

VVS-energispecialist - EUX (4 år og 9 mdr.)
Du kan også tage uddannelsen som en EUX. Det betyder, at du både får et svendebrev og en studentereksamen, som giver adgang til videregående uddannelser.

Læs mere om EUX.

Lokation

Halmstadgade 6
Aarhus N

EUX-fag
Kileparken 25
Tilst

Varighed

4 år og 3 mdr. - 4 år og 6 mdr.
(inkl. grundforløb 1 og 2)

Med EUX: 4 år og 9 mdr.
(inkl. grundforløb 1 og 2)

Økonomi

Har du en praktikplads allerede på grundforløbet får du løn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn både i praktikken og på skoleopholdene.

Er du i skolepraktik, vil du også få løn, dog på en lavere sats.

Har du ikke en praktikplads, kan du få SU på grundforløbene. Det gælder, hvis du er over 18 år. Se mere på su.dk

Fag

Eksempler på fælles obligatoriske fag for alle specialer: fagligt rettet engelsk for VVS, faglig intro til arbejdsmarkedet, kundeservice, teknisk projektstyring og kendskab til materialer.

Dine øvrige fag afhænger af dit speciale.

 

Specialisering under uddannelsen

På uddannelsen har du mulighed for at specialisere dig

Erhvervsuddannelsen

  • VVS-installationstekniker (4 år og 3 måneder)
  • Blikkenslager og VVS (4 år og 6 måneder)
  • VVS-energispecialist (4 år og 6 måneder)

EUX-uddannelsen

  • VVS energispecialist - EUX (4 år og 9 måneder)

 

Videreuddannelse

Du kan uddanne dig videre til VVS-installatør, produktionsteknolog, byggetekniker, energiteknolog, bygningskonstruktør eller diplomingeniør.

Se alle dine muligheder på ug.dk/adgangskortet for EUD of EUX.

Overgangskrav til hovedforløb - EUD

EUD-elever skal have bestået

  • matematik E, erhvervsinformatik E
  • certifikat i rulle- og bukkestillads, arbejdsmiljø og sikkerhed, brandforanstaltninger v gnistproducerende værktøj (varmt arbejde), førstehjælp og elementær brandbekæmpelse
  • grundforløbsprøven

 

Overgangskrav til hovedforløb - EUX

  • dansk C, engelsk C, samfundsfag C *)
  • matematik C, teknologi C, fysik C
  • certifikat i rulle- og bukkestillads, arbejdsmiljø og sikkerhed, brandforanstaltninger v gnistproducerende værktøj (varmt arbejde), førstehjælp og elementær brandbekæmpelse
  • grundforløbsprøven

*) Gennemføres på grundforløb 1. Du kan også tage fagene på VUC.

 

Praktikmuligheder

Du er selv ansvarlig for at finde din praktikplads, men skolens vejledere og virksomhedskonsulenter hjælper dig gerne med gode råd. Læs mere om praktik 

Praktik i udlandet
Et ophold i udlandet giver dig en oplevelse for livet: Du lærer sprog, møder nye mennesker og oplever en anden kultur. Kort sagt får du spændende udfordringer både på det personlige og på det faglige plan.