AARHUS
TECH

Smed

Næste skolestart: 3. august 2026

Hvad kommer jeg til at arbejde med?

Med den korte udgave af uddannelsen bliver du bearbejdningssmed. Derefter har faget to specialer: klejnsmed og rustfri klejnsmed. Uanset hvad du vælger, vil dit arbejde altid dreje sig om at skabe et konkret produkt, som tjener et konkret formål og har værdi for andre.

Hvis du arbejder som bearbejdningssmed, kan du lave mindre komplicerede opgaver i smedevirksomheder.

Med specialet klejnsmed producerer du alt fra trapper, altaner og bærende stål til lastbilskraner, køleanlæg og industrimaskiner.

Med specialet rustfri klejnsmed fremstiller du udstyr til fx mejerier og slagterier. Det kan også være til medicinalindustrien eller andre områder, hvor der stilles høje krav til hygiejne.

Hvad lærer jeg? 

Du lærer forskellige metaller at kende og at bearbejde dem. Det kan være at svejse, bukke, klippe, bore og skære gevind i materialerne.

Smedefaget bliver mere og mere teknologisk baseret. Det betyder, at vi ofte bruger computere til at tegne forskellige produkter. Tegningerne bruges til at kode de computerstyrede maskiner (CNC-styring).

Vælg smedeuddannelsen, hvis du har…

  • interesse for at kode maskiner
  • mod på at arbejde hårdt og tjene penge
  • lyst til at fremstille håndgribelige ting med værdi for andre
  • teknisk snilde
YouTube er deaktiveret.

1:26 minutter

Hvor lang tid tager smede-uddannelsen

Smede-uddannelsens længde afhænger af din alder og dit specialevalg:

  • Smed (bearbejdning) (2 år - 2 år og 6 måneder)
  • Klejnsmed (4 år - 4 år og 6 måneder)
  • Rustfast smed (4 år - 4 år og 6 måneder)

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse?

... eller er det mindre end 2 år siden, du gik ud af grundskolen, skal du som udgangspunkt begynde på grundforløb 1. Vil du være smed, anbefaler vi Fagretningen Metal og mekanik (sommerstart)  eller Fagretningen Teknologi, byggeri og logistik (vinterstart). Alt efter specialevalg varer din uddannelse mellem 2 år og 6 måneder og 4 år og 6 måneder.

Er det mere end 2 år siden du afsluttede 9. eller 10. klasse?

Du springer grundforløb 1 over og begynder direkte på smede-uddannelsen (grundforløb 2).  Afhængigt af, hvilket speciale du vælger, varer din smede-uddannelse 2 år eller 4 år. 

Er du over 25 år?

Du begynder direkte på smedeuddannelsen (grundforløb 2), og i udgangspunktet varer din smede-uddannelse 2 år eller 4 år alt efter specialevalg. Men har du relevant erfaring eller uddannelse, kan du eventuelt få afkortet uddannelsen. Det afgør din individuelle Realkompetencevurderings-samtale. 

Hvilke specialer kan jeg vælge på smede-uddannelsen

Efter den første del af uddannelsen er du uddannet:

  • Bearbejdningssmed

Derefter kan du vælge mellem to specialer og uddanne dig til:

  • Klejnsmed 
  • Rustfast smed 

Hvordan er økonomien under uddannelsen?

Har du en læreplads allerede på grundforløbet, får du løn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn både i oplæring og på skoleopholdene.

Er du i skoleoplæring, vil du få skoleoplæringsydelse. Denne er typisk lavere end lærlingeløn. Hvis du er fyldt 18 år, stiger skoleoplæringsydelsen løbende igennem din uddannelse.

Har du ikke en læreplads, kan du på grundforløbene få SU, hvis du er over 18 år. Se mere på su.dk

Hvordan finder jeg en læreplads?

En stor del af din uddannelse foregår på en læreplads.
Skolen støtter dig gerne med hjælp og vejledning, når du skal søge læreplads, men du er selv ansvarlig for at søge.
Læs mere om oplæring. 

Skoleoplæring

Hvis du ikke finder en læreplads med det samme, kan du starte i skoleoplæring. 

Hvor kan jeg arbejde som smed?

Alt efter dit speciale kan du få job på:

  • smedeværksteder
  • byggepladser
  • boreplatforme
  • industrivirksomheder
  • Du kan også blive rejsemontør og arbejde over hele verden

Overgangskrav til hovedforløb - EUD

EUD-elever skal have bestået

  • matematik E, fysik E
  • certifikat i arbejdsmiljø og sikkerhed, svejsning og termisk skæring, førstehjælp og elementær brandbekæmpelse
  • grundforløbsprøven

Hvad tjener en nyuddannet smed?

Børne- og Undervisningsministeriet udregner løbende den startløn, nyuddannede smede kan forvente at tjene i omegnen af. Se den her.

Den startløn, som ministeriet oplyser, er baseret på de seneste oplysninger fra Danmarks Statistik. Den er et gennemsnit af de seneste tre års indberetninger om, hvad nyuddannede smede tjener, når de lige er kommet i arbejde. Fordi der er tale om et beregnet gennemsnit, kan den egentlige startløn godt være en anelse højere eller lavere, end det ministeriet oplyser.

 

Kan jeg læse videre efter smede-uddannelsen

Efter smede-uddannelsen kan du for eksempel videreuddanne dig til:

  • produktionsteknolog
  • maskinmester
  • diplomingeniør

Se alle dine muligheder på ug.dk/adgangskortet.

Hvor ligger smede-uddannelsen?

Halmstadgade 6
8200 Aarhus N

Bor du langt væk? Få plads på skolehjemmet.